Arv og miljø – hvad former os mest? Svar på artiklen: Dreng af Sydhavnen

Af Benny Kastrup Hansen,
cand. mag. i pædagogik og psykologi


Jan Arnt stiller i februarudgaven af HAVNEFAR et vigtigt spørgsmål om arv og miljø med henvisning til H.C. Andersens Den grimme Ælling og til Henrik Pontoppidans Ørneflugt: Hvad vægter mest - arv eller miljø? Et eksistentielt spørgsmål, som er eviggyldigt.

Jeg har ofte ladet mine tanker flyve om mine drengeår i Sydhavnen, og efterhånden er der kommet mange nye refleksioner til. For mit vedkommende kan jeg dog tilføje, at - trods de mange barndomsoplevelser - så er jeg nok ikke en dreng af Sydhavnen, som er titlen på Jan Arnts bog, da han føler at han er formet og udviklet af sin opvækst i Sydhavnen. For mit vedkommende er jeg snarere en dreng fra Sydhavnen.

Dertil har mine oplevelser og læring – fra dengang jeg flyttede fra Sydhavnen i 1970 - været meget forskellige og givet grobund for nye værdier i de miljøer, hvor jeg har boet og arbejdet. Mit forhold til Sydhavnen bygger stadig på en række basale barndomshistorier, men det er ikke herfra, at mit værdigrundlag har sit ejerskab. Det ligger stadig væk mere i miljøet end i arvemassen.

Mit Sydhavnen i 50’erne og 60’erne har været en form for mikromiljø, hvor den nære familie og lokalmiljø, har været medbestemmende for en udvikling, der har været præget af social kontrol og ikke så meget frihed for den enkelte. Jeg er vokset op i en patriarkalsk familie, som på mange måder har ønsket at kontrollere os søskende i mødet med dem, der var anderledes: de socialt skæve familier, ungerne i kolonihaverne og fordommene for det ukendte land. Vi fik at vide, hvor vi måtte gå og bevæge os i lokalområdet, men vi søgte også at sprænge de grænser, der blev lagt ud. Det gør børn, og det gjorde vi også, selv om kolonihaverne og lejeboligerne med børnerige familier på en eller anden måde var forbudt område. Her boede de fattige og dem, som var anderledes, og som måske også kunne være farlige for os? I den lokale etageopgang, hvor vi boede, blev der set med skepsis på dem, som havde en anden adfærd, og vi fik hurtige og fordomsfulde historier serveret på hjemmefronten.

Dette mikromiljø gav selvfølgelig nogle snævre normer og regler for vores adfærd. Alligevel bevægede vi os ind på forbudt område og fik også relationer til dem, som var anderledes. Men det blev aldrig italesat og fandt måske ikke rigtig mening og sammenhæng med det store lokalmiljø i Sydhavnen.

I samme periode havde hele samfundet elementer af de samme tendenser. På Bavnehøj Skole mødte vi et miljø præget af autoritære lærere, hvor også social kontrol med bl.a. brug af afstraffelsesmetoder var i højsædet. Det gjorde vi også en lille modstand mod – spørgsmålet var, hvor meget det egentligt hjalp.

Som voksen stiftede jeg familie og fik en ægtefælle fra Jylland. Det gav mig en ny forståelse af sydhavnsmiljøet. Nu har vi boet en rum tid i Jylland, på Falster og Sjælland med relationer til undervisningsmiljøer som fx friskole, efterskole, højskole og professionsuddannelser. Disse skoler sætter pris på værdier som frihed, dialog og fokus på det enkelte individs muligheder i et forpligtende fællesskab. Ens trivsel og udvikling i et sådant miljø kan gøre, at arven fra tidligere erfaringer kan blive udfordret. Så de sociale netværk og ikke mindst overskridende miljøoplevelser kan vise sig at være mere betydningsfulde end arven fra barndommen.

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk