Danmarks første sociale mosteri


Hvad har Bertel Haarder med æblemost og udsatte unge at gøre? Svaret findes i en container i Sydhavnens nye containerby BOXLAND.

Af Laura Philbert, Havnefar

Da Lya Moestrup i 2014 havde færdiggjort en master i Socialt Entreprenørskab fra Roskilde Universitet, satte hun sig for at udvikle et projekt, der kunne skabe alternative og rummelige arbejdspladser og benytte en eksisterende ressource i samfundet. Efter lang tids søgen kom svaret til hende en aften foran fjernsynet.

”Jeg så ”Kender du typen” på DR, hvor de var ude i Bertel Haarders have, og han havde sådan et lille bitte bitte æbletræ med nogle æbler på. Så siger livsstilseksperten Anne Glad, at hun lige har læst om en undersøgelse, der viser, at 5 millioner kg. havefrugt går til spilde hvert år i Danmark. Og da hun sagde det, så vidste jeg bare, at det var æbler, jeg skulle arbejde med,” fortæller Lya Moestrup.

Siden er det blevet til en række samarbejder med alt fra folkeskoler til professionsskoler og et to-årigt partnerskab med Kofoeds Skole, en skole for socialt udsatte, hvor hun etablerede et mosteri i en container.

Det rigtige match
Da hun i januar ledte efter et sted at starte et nyt mosteri op, virkede BOXLAND som et oplagt valg.

”Da jeg hørte om konceptet med BOXLAND, tænkte jeg, at det passede perfekt. Jeg arbejder i en container, og BOXLAND er bygget op af containere. Og de vil gerne arbejde med lokalsamfundet ligesom mig,” siger Lya Moestrup.

Mosteriet arrangerer blandt andet forløb for udsatte unge og voksne, hvor de er med i processen fra start til slut. 

”Der er rigtig meget læring i det her. Og jeg oplever tit, at dem, der er med i forløbet, finder ud af, at de kan mere end de egentlig troede. De har selv været ude og plukke råvarerne og står til sidst med en flaske most, der smager fantastisk. Og som folk faktisk vil betale penge for,” fortæller Lya Moestrup.

Private kan også komme forbi og få mostet æbler fra haven mod betaling, og alle er velkomne til at hjælpe til som frivillige med indsamling og mostning af overskudsfrugten fra haver rundtom i Sydhavnen.

En utraditionel iværksætter
Selvom Lya Moestrup har startet Danmarks første sociale mosteri op på egen hånd, ser hun ikke sig selv som en typisk iværksætter, fortæller hun:

”En traditionel iværksætter ville aldrig nogensinde lave sådan et mosteri, for der er ingen penge i det. Du skal virkelig lave mange flasker most af æbler, der er håndplukket og håndmostet. Man tør jo næsten ikke sætte en reel pris på sådan en flaske most,” forklarer Lya Moestrup.

På sigt forestiller hun sig, at ByMost kan indgå nye samarbejder eller måske endda blive tilknyttet et større mosteri, men stadig med den sociale profil, som var motivationen bag det hele.