FREM FOR ALLE
En sportsreportage uden kampreferat


AF TROELS FALDORF

Før kampen Vækkeuret ringer, jeg snoozer 9 minutter, det er lørdag og Boldklubben Frem spiller deres første hjemmekamp i sæsonen. Jeg har aldrig besøgt de seks- dobbelte danmarksmestre før, men har altid hørt om den helt særlige Fremånd – den vil jeg opleve. Jeg cykler af sted, mens tankerne ”spiller mur” med mine barndomsminder om fodboldkampe. Mit skæg er stadig vådt fra vandet i bruseren og pludselig dukker sovende lysmaster op fra stadionets hjørner. Jeg stiller min cykel og fornemmer duften af nyslået græs. Her er frokostbuffet; æggesalat, sild og to timer til kampstart. Jeg er alene og sætter mig ved et bord på terrassen under formiddagssolen. Stemningen er fyldt med gensynsglæde, kolde øl, forvent- ning og sammenhold. ”Jeg kom her første gang - 14 dage gammel i barnevogn. Det var i 1966, og jeg har været her lige siden,” fortæller en fremmed mand, der viser sig at hedde Brian. Han spørger, om jeg vil have en øl. Jeg siger: ”Tak, jo tak”. Hos Frem er man hverken alene eller fremmed særlig længe.

Under kampen
Jeg er sammen med dedikerede og loyale fans bag målet. Kampen er i gang, og et regnbueflag blafrer blandt fællessang og rød-blå farver. Jeg skråler med, så godt jeg kan, står på tribunen med otte trin lige bag målets netmasker. Vi hopper og har en fremmed arm om hver skulder. Jeg håber, at det patinerede underlag af mørt træ under mine sko ikke giver efter. Omkring os er en stærk em af korpsånd, fadøl og sange, jeg ikke kender. Min nye ven vælter de fem fadøl, jeg lige har købt. ”Det skal du ikke bekymre dig om,” siger han  til mit frustrerede blik; ”her deler vi alle øl. Bare ta ́ en af mine.” Jeg begynder virkelig at forstå Frem-ånden. Kampens dommer fløjter af. Det er slut for nu, men Frem slutter aldrig. Sammenhol- det fortsætter, og vi vandrer i fælles flok tilbage til klubhuset, der ligger i forlængelse af omklædningsrummene.

Efter kampen
”Jeg hedder Ninna” svarer hun på mit spørgsmål. Vi sidder i skrædderstilling på det afsved- ne græs foran klubhuset, mens solen utrætteligt holder liv i den langvarige sommer. Brian viser sit blæk under huden, der fortæller, at Frem tog sin begyndelse i 1896. Han er tydeligvis stolt af skriften og sit Frem-logo, der har første parket på venstre overarm. Brian er inde for at hente flere øl i klubhuset, hvor man som nogle af de få holder fast i kun at tage imod kontanter. ”Hvad laver du, så?” spørger jeg Ninna. ”Jeg er Teknik- og miljøborgme- ster,” svarer hun, idet Brian kommer tilbage med tre flaskeøl. ”Jeg er på bistand,” siger Brian og blinker et par gange, mens sommeren reflekterer varmen i hans tykke brilleglas. ”Har du mødt Brian?” siger jeg henvendt til Ninna. Brian suger tungt i sin e-cigaret og trykker Ninnas udstrakte hånd gennem en imponerende røgsky. ”Dav.” Vi sidder stadig i det visne græs, der er begyndt at klistre til mine bare ben. Klapsalver og jubelråb strømmer gennem luften, når kampens bedste spiller træder frem foran klubhuset og lader sig hylde af fansene. Han står lige dér, og alle kan gratulere ham, alle kan røre ved ham, alle kan skåle med ham, han spiller for os! Vi klapper alle tre. Brian og Ninna taler sammen, mens Frem og jeg langsomt gli- der tilbage i baggrunden - på første række til noget smukt. Noget ord knapt kan beskri- ve. Noget fra fortiden, der kan opleves en lørdag eftermiddag i nutid. Borgmesteren skåler med kontanthjælpsmodtageren – Frem for alle!




SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk