Foto: Selvportræt af Preben Refby

Gennem gadedrengens linse


Af Julie Vesterby Jakobsen, Havnefar

Kameraet har hjulpet Sydhavns-fotografen Preben Refby med at overkomme misbrug og en hård opvækst.

På kunstmessen ’Kunst med Sjæl’ vandt han sidste år prisen for årets kunstner. Og når man møder Preben Refby, er man ikke i tvivl om, at netop ordene kunst med sjæl passer godt til ham.

Preben Refby er vokset op med en skizofren mor, indtil han blev 11 år, hvorefter gaden tog over, og han blev, hvad han selv kalder, en rigtig gadedreng.

Men da Preben Refby kommer på efterskole tog hans liv en drejning. Her møder han sin fotolærer, som han får et tæt forhold til. Med et kamera i hånden blomstrer en interesse for at fotografere i ham, og en ny verden åbner sig for ham. I rollen som fotograf lærer han at tage kontakt og møde mennesker på en helt nymåde.

Preben Refby ønsker ikke at sætte for mange ord på sine billeder, men foretrækker at lade sit arbejde være til fri fortolkning. For ham er det vigtigste mødet mellem mennesker og hans værker. Og bedst af alt er det, når mødet overrasker, og mennesker går derfra med en helt ny historie.

I dag arbejder Preben Refby som frivillig i SydhavnsCompagniet, hvor han er kommet de sidste 16 år. Her har han stået for filmklub, fredagsbar og været bartender i SydhavnsCompagniets frivilligt drevet café og genbrugsbutik, Det Gamle Posthus.

Hvis du vil se flere af Preben Refbys billeder, kan du slå vejen forbi Det Gamle Posthus, Borgbjergsvej 26, hvor han udstiller sine værker under titlen ”Rorschach testen” frem til midten af november.

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk