Hvad nytte har det?


Af Nicolas Breschel

En dag gik jeg tur ud på Sydhavnstippen og fornemmede, at foråret for alvor er på vej. Men jeg funderede også over, at man faktiskgår ovenpå en del af Københavns historie i form af gamle murbrokker fra byens nedrevne huse. Noget, der engang var byggeaffald, har udviklet sig til en levende park og er naturens eget eksempel på, at Sydhavnen altid har set det gode i noget eller nogen, der er blevet tilovers.

Tippen er et tillokkende naturområde. Udover et rigt planteliv er der får, alpaka, fugle og insekter og så er der os, mennesker. Her kobler vi af og gennem den kontakt med naturen, kommer vi måske lidt tættere på os selv. Men det er ikke alle, der ser værdien i steder som Sydhavnstippen, for hvad nytte har det egentlig? På overfladen kan det virke som et luksusgode i en tid, hvor økonomi og bekvemmelighed er alfa og omega.

På vej tilbage gik jeg gennem Troldeskoven og lagde mærke til, at alle skovens grene dannede et snørklet mønster af skygger på jorden under mig, og jeg grublede over, hvordan man kan argumentere for, at noget unyttigt er værdifuldt. En af Euklids elever spurgte engang sin læremester: “Hvad skal jeg bruge det til?” efter han netop havde lært noget nyt. Euklid gav ham derfor en mønt, “siden han har behov for at få noget ud af det, han lærer.”

Der har nok altid været nogle, der stiller spørgsmål til, om det nytter og hvad de skal bruge det til. Men kommunen ved godt, hvad de skal bruge de nye byggeplaner til og københavnerne ved godt, hvad de skal bruge Sydhavnstippen til, men det kan godt være svært at forklare det gode ved noget, der ikke giver penge i banken eller løser et konkret problem.

Der er ellers meget, der tyder på, at folk vil tilbage til naturen. Vinterbaderne og spejderne melder om et støt stigende medlemstal og selv på tv har ‘Alene i vildmarken’ næsten en million seere hver uge. Så mens der er nogle, der tror, at vi er ved at fjerne os fra naturen, vokser længslen tilsyneladende mod den.

Jeg tror, at vi alle kan genkende glæden ved noget unyttigt. For eksempel når man hører sin yndlingsmusik live, eller når man står ved havet og genopdager, hvor stor verden egentlig er. Eller når man læser en bog, hvor man ikke bare lærer noget om andre menneskers liv, men også opdager noget nyt om sig selv. Selv Dronning Margrethe talte om ‘det unyttige’ i sin nytårstale 2017: “Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda.”

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk