Kunstnere på sporet af Sydhavnsfortællinger


I september byder et hold kunstnere på kaffe ved et mobilt kaffebord rundtomkring i Sydhavnen. Målet er at finde frem til, hvad der gør bydelen til noget helt særligt.

Af Anne Mette Berg, Dansehallerne

I 1991 kom sydhavnerne i Guinness Rekordbog med verdens længste kaffebord i protest mod godsbanen igennem Sydhavnen. En begivenhed og fortælling som understreger, at bydelen kan rykke sammen, når det gælder.

Den 16. september 2019 ankommer et lille hold kunstnere i Sydhavnen med inspiration fra netop idéen om kaffebordet fra 1991, hvor det var et samlingssted og udgangspunkt for at skabe fællesskab og dele stort og småt. Kunstnerne vil bevæge sig rundt i bydelen med et mobilt kaffebord for at møde sydhavnere over en kop kaffe eller to. Der vil være rum til at udveksle store og små fortællinger, opdage skjulte fortællinger og overraske med nye. Det rullende bord vil være en åben platform, der inviterer alle til at kigge forbi.

I løbet af ugen 16.-22. september kan I rundt om det rullende bord møde to danske kunstnere, koreograf og performer Boaz Barkan og performer, koreograf og aktivist Xiri Noir. De vil i følgeskab med to internationale scenekunstnere, den hollandske skuespiller Bart Bijnens og den østrigske performer og instruktør Cornelia Scheuer, indtage Sydhavns forskellige områder. Kunstnernes ønske er i sammenspil med beboerne i Sydhavnen at nærme sig bydelens vibrationer og fortællinger og understøtte skabelsen af mulige nye fælles fortællinger på tværs af nyt og gammelt.

Lokale aktiviteter
Efter besøget i september vil kunstnerne sammen med Sydhavn Teater fortsætte med at blive klogere på, hvad der gør Sydhavnen til en fantastisk bydel.

Der bliver igangsat lokale aktiviteter i løbet af vinteren 2019 og foråret 2020 for alle interesserede borgere, som har lyst til at møde de sydhavnere, som de ikke plejer at møde, gennem nye, kunstneriske aktiviteter.

Der er også et ønske om at udvide projektet med samarbejder med lokale kunstnere og institutioner. I juni 2020 afrundes kunstnernes tiltag i Sydhavn med et fælles kunstnerisk event, som samler beboere i deltagerinddragende kunstneriske aktiviteter. Eventen udvikles i tæt samarbejde med borgerne og interesserede institutioner i Sydhavnen i løbet af foråret 2020, og der er plads til alle sydhavnere.

En del af noget større
De fire garvede kunstnere, der indtager Sydhavnen, har stor erfaring med at inddrage folk i deres kunstneriske arbejde og tager afsæt i folks egne fortællinger og virkelighed. De er alle fire håndplukket til den danske del af det store internationale EU-projekt, Centriphery, der finder sted i ni lande i perioden 2018-22. Projektets fokus er at udvikle og igangsætte borgerinddragende og kunstnerisk drevne aktiviteter rundt i de deltagende lande og på europæisk plan dele de processer og aktiviteter, der igangsættes.

Dansehallerne, ressourcecenter for dans og koreografi med hovedsæde i København, er den danske ledende partner i Centriphery og tovholder i det danske projekt. Bydelen Sydhavnen er rammen for den danske del af projektet, som foregår i tæt samarbejde med det lokalforankrede lille storbyteater Sydhavn Teater.


Vil du i kontakt med os i projektet, så skriv til projektleder Anna Katrine Korning fra Dansehallerne på akk@dansehallerne.dk eller til Maria Carmen Lindegaard fra Sydhavn Teater på maria@sydhavnteater.dk

Læs mere om projektet på www.dansehallerne.dk/centriphery  

Hold øje med det rullende kaffebord og kig forbi og hils på kunstnerne Boaz, Xiri, Cornelia og Bart.

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk