LUDVIG FLYTTER TIL SYDHAVNEN 


Af Sydhavnshundene

I forbindelse med en flytning kan det blive nødvendigt at tage nogle dramatiske beslutninger, der kan have fatale følger. Det var den situation Lotte befandt sig i, da hun byttede sit rækkehus, i Fredensborg, ud med en 3- værelses lejlighed i Sydhavnen. Skulle Ludvig på 8 år med ind i en lejlighed på tredje sal?

Ludvig er en Beagle hanhund, der var vant til egen have og oven i købet 2 haver, da han havde sin gang ligeså meget hos naboen. Han var hyperaktiv og stak af ud over markerne, hvis han fik chancen og han var ikke god til at være alene hjemme. At flytte ham ind i en indespærret lejlighed, hvor han ville være nødt til at være alene hjemme, var en uoverskuelig udfordring. Måske det var bedre for ham, at den tunge beslutning blev taget, og sende Ludvig på hans sidste rejse. Men nej så galt skulle det ikke gå. Naboen trådte i karakter og tilbød, at Ludvig kunne flytte permanent ind og blive hos hende.

Lettelsen var stor i den lille familie og selve flytningen trak i langdrag over en måneds forløb, hvor Ludvig boede hos sin ”nye” mor. Lotte og hendes søn fandt sig til rette i deres nye lejlighed, men lykken skulle blive kort. Ludvigs nye mor ringede og sagde; Det går slet ikke, at Ludvig bor her. Ludvig trak det lange strå og fik en chance mere, så han blev hentet hjem til Sydhavnen.

Få dage efter mødte Lotte og Ludvig hundeejerne, der fortalte om Sydhavnshundene, og at de gik ture sammen hver weekend både lørdag og søndag: ”Du er meget velkommen til at komme og gå med” blev der sagt. Med bævende hjerte og stor tvivl om, hvorvidt Ludvig ville falde til i flokken af fremmede hunde, mødte Lotte og Ludvig op. Det foregik under kontrollerede forhold og Ludvig gik med i lang line.

Han elskede at være med, og sov resten af dagen efter 2 timers oplevelser i de skønne grønne omgivelser sammen med mange andre hunde.

Lotte hyggede sig også og faldt godt til med de meget åbne snaksaglige Sydhavnshunde folk.

I dag 8 måneder efter stortrives Ludvig i sit nye hjem, og han elsker at komme ud med sit pak og bruge sin fine næse. Han har fået ro i sjælen og har endelig det tilhørsforhold han havde brug for. Naboen i Fredensborg passer ofte Ludvig, hvis hans familie er meget væk hjemmefra. Han har det bedste fra begge verdener og Lotte er blevet så begejstret for Sydhavnshundene, at hun i dag er kasserer i foreningen. Ludvig og hende går med til hundetræning, som Sydhavnshundene arrangerer, til en meget overkommelig pris, for at hjælpe hunde og deres ejere til at have de høfligste og dygtigste hunde i Sydhavnen.

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk