MÅNEDENS SYDHAVNER: ALMA



Alma, 23 år jedi-Master hos DR. Martens

Q: Hvordan er det flytte til Sydhavnen?
A: Nu er jeg jo flyttet ind, helt ned til Valbyparken, så det har været en meget grøn oplevelse indtil videre! Jeg synes folk virker skidesøde og åbne, og som om de er gode til at passe på hinanden i min del af Sydhavnen - det kan jeg godt li’!

Q: Hvad var dit førstehånds- indtryk?
A:Jeg bor lige ved Café Fremforalt, og blev allerede på dagen for vores indflytning mødt af den første farjoke fra en af Frem’s gæster. Synes egentlig, det er et førstehåndsindtryk, der gør sig ret godt gældende til hele Sydhavnen; man er ikke for fin på den, til at råbe hej på tværs af gaden eller lige give en vittig bemærkning med på vejen. Det giver sådan en dejlig lokal følelse!

Q: Hvordan er det anderledes i forhold til de steder, du har boet før, som fx Vesterbro og Amager?
A: Haha, jeg synes i virkelig- heden ikke, det er særlig anderledes, fra hverken Amager, Vanløse eller Vesterbro, hvor jeg før har boet. Min kæreste snakkede om, at man kunne give hvert sted hvert deres kendetegn. En joint til Amager, uden tvivl et casino til Vanløse, for der ligger et på hvert gadehjørne og en kanyle eller en sexshop til Vesterbro og en kold Tuborg til Sydhanen! Men ellers er jargonen egentlig så ens alle steder, at jeg bliver drillet med, at jeg nu snakker som en der både er fra Amager, Sydhavnen og Vesterbro på en og samme tid!

Q: Hvad er det sjoveste, du har hørt nogle sige i Sydhavnen?
A: Uha, den er svær. Jeg har som sagt Café Fremforalt som tæt nabo, og der bliver sgu overhørt nogle skønne ting fra tid til anden. Jeg har svært ved lige at huske det sjoveste, men forleden sad jeg på altanen, da der lød et brøl nede fra Frem. “VELKOMMEN HJEM!!!” blev der råbt, og det blev efterfulgt af sådan et glædesråb fra en god håndfuld mennesker, at jeg blev helt varm om hjertet.

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk