En protestkriger
slår sig ned i Sydhavnen







”Hold kæft” sangen hænger flot ,  stolt og slår tonen an i Iben Kellermans nye cafe i Sydhavnen.  En café der danner rammerne for lidt oprørsk hygge, medmenneskelighed og  musikalske indslag  – hvor attituden  er nede på jorden,  her er sgu plads til alle og dagens ret er boller i karry.


Når man kigger sig omkring i denne ny etablerede café  - bliver man lidt varm om hjertet for - for hvor er det dejligt at der stadig er plads til disse små fristeder i en bydel,  som gennemgår så store forandringer i disse år - især i Teglholmen  - for lad os være ærlige – er dette ikke et område som er præget af  historiefyldte boligblokke – men mere et nyt indspark i den ellers etablerede-landsby-agtigte del af København.


På den måde er det meget smukt, at en café som Kellermans fyldt med historie og ånd kræver sin tilstedeværelse lige her midt i nybyggeriet  - og bryder alarmende ind i al havudsigten og glasarkitekturen med  koncerter med Jodelladies, et diplom fra DM i langtidspiberygning og  heller ikke intet  mindre end stedets ildsjæl og ejermanden – Iben Kellerman.  Da jeg mødte Iben for første gang, blev jeg blæst bagover af  alt hendes karisma,  drive og det jeg vil kalde for en indre ild. Det er på mange måder inspirerende at møde sådan et menneske, som brænder så meget for at ændre samfundet, og bringe mange af de gode gamle røde værdier tilbage i spil. – lige meget om man er enig – og samtidig med, at jeg blev enormt fascineret af dette kraftværk af et menneske – blev jeg også ramt af et nostalgitrip, som tog mig tilbage til  samtaler med min farmor omkring bodegaer  og forsamlingshuse, hvordan de bliver jagtet ud af byen,  for at gøre plads til tøjbutikker, smarte caféer med kaffe latte eller steder hvor man spiser brunch i små skåle.   De sidste nævnte ting var min farmor ikke just begejstret for kan jeg lige love at fortælle.  Ikke  fordi at brunch ikke er lækkert – men fordi der er en anden følelse af vi-kommer-hinanden-ved i caféer med brune vægge som emmer af historie, og som ikke har fokus for at danne rammerne til et godt instagram billede – men mere danner rammerne til et godt fællesskab.







Iben er selv meget glad for sin nye café, og at den danner rammerne til hygge for så mange søde mennesker, som kommer forbi. Det er dog også hårdt at åbne en ny forretning og  Sydhavnen, på Teglholmssiden, har sine udfordringer – for at sige det mildt: ”Den offentlige transport herude er så tarvelig. Der går nærmest 45 minutter mellem hver ’34’ inde fra Hovedbanegården. Og der går 45 minutter imellem Havnefærgen kommer. I betragtning af at så mange mennesker bor herude, og arbejder herude. Så synes jeg simpelthen det er for dårligt, som jeg har tænkt mig at gøre et eller andet ved, når jeg får tid… Jeg kan ikke både stå og lave mad og køre bussen selv. Det går sgu ikke. Der er et eller andet med dét transport herude, der ikke holder en meter. Det er da imponerende at det kan tage en time at tage fra Christianshavn herud.”


Jeg tog mig selv i at svare ”det er sgu da også for dårligt!!”, og det er altså lang tid siden, at jeg har sagt en sætning som denne, og det var sgu meget befriende egentlig. Jeg vil dog gerne lige bruge ti ord på at sige: Det er dog en tid, der er værd tage sig.


For hvor er det dog et skønt sted.  Jeg sendte min farmor en kærkommen tanke, da jeg cyklede hjem fra Iben Kellermans café, og blev glad for, at der stadig er plads til steder som disse i brunch-junglen (som jeg stadig elsker).  Jeg tror på mange måder, at det er det Sydhavnen kan – der er plads til det hele, og gerne en blanding af det hele. Det nye og det gamle – det salte og sure slik i bland selv slik posen – attitude omkring at det smukke ligger i kontrasterne  - og det gør det måske – jeg ved det ikke.   Jeg ved bare, at det var en stor oplevelse, at møde Iben Kellerman i hendes café,  og jeg er glad for at arbejde i Sydhavnen, som i tide og utide minder mig om – at hende min farmor havde sgu fat i nået.   




SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk