Sydhavnerne har bare GO’ STIL


At børn holder døren for gamle damer eller siger ‘godmorgen’ på deres vej ind i klassen lyder måske lidt gammeldags? Gider børn og unge den slags? I januar startede kampagnen ‘Det er GO’ STIL’ i Sydhavnen, blandt andet med budskabet om, at god stil starter med os selv.

Af Anna Rosenblad, Brug Folkeskolen

Over hele København meldes om en negativ kultur blandt børn og unge i form af hårdt sprog og en hård omgangsform i det hele taget. En kultur, man også oplever som forældre, og som GO’ STIL-kampagnen vil bryde med. En kampagne, som en gruppe forældre på Ellebjerg Skole og Forældreforeningen Brug Folkeskolen har taget initiativ til.

Mette Bladt, der er mor til et barn på Ellebjerg Skole og har været med til at starte kampagnen, fortæller, at GO’ STIL i bund og grund handler om at skabe en positiv, tryg og sjov samværskultur.

“Det kunne være interessant at prøve at se, om et helt lokalområde kan fungere som rollemodel for børnene i den lokale folkeskole. Børn bliver jo voksne og skal overtage samfundet,” siger Mette Bladt om idéen bag GO’ STIL-kampagnen.

GO’ STIL er en positiv opfordring og ikke en løftet pegefinger, og her vil Sydhavnen gerne gå forrest. Opmærksomheden på den gode stil kan skærpe børnenes evner til at tænke over, hvad de siger og gør, for at de selv og deres skolekammerater får en god dag.

”Det kan for eksempel være at lære børnene at rose den, der scorer et mål til fodbold, frem for at kritisere målmanden, der ikke fangede bolden. At bakke hinanden op i stedet for at pille hinanden ned,” forklarer Mette Bladt.

Bydelen har i den grad taget imod opfordringen og kampagnen, allerede inden den gik rigtig i gang, selv om den startede som en idé centreret på skolen og fritidshjemmet. Således har lokalavisen, bageren, pølsemanden, det gamle posthus, kjolebutikken, kunstneren og pizzeriaerne og mange af de lokale beboere taget kampagnen til sig, bidraget og bygget videre. Kgs. Enghave Lokaludvalg og Forældreforeningen Brug Folkeskolen har finansieret kampagnematerialet. Desuden trillede kampagnen rundt i resten af byen, da eleverne fra Ellebjerg fik lov at pynte nogle af linje 9A-busserne med GO’ STIL-materiale og budskaber. Byens Hegn har finansieret og lægger væg til et GO’ STIL-kunstværk på metrohegnet, lavet af Custom Horrors David Liwoch, der engang styrede espressomaskinen i caféen Monster Times på Mozarts Plads.

I uge 4 rullede det hele ud, og du kan stadig møde kampagnen mange steder i Sydhavnen. Måske får du et ”hej” på gaden, et smil eller en ny ven. Tag imod og giv det videre – det er GO’ STIL.

Du kan læse mere om Forældreforeningen Brug Folkeskolens arbejde på www.brugfolkeskolen.dk.

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk