DEN LILLE KULTURNAT

Du kender sikkert Kulturnatten, der altid finder sted fredagen før skolernes efterårsferie, hvor hober af folk stimler sammen i det indre København og driver rundt til byens kulturinstitutioner i den mørke oktoberaften. Mange kulturinstitutioner har arrangementer for børn, men det er faktisk et lidt svært arrangement for børnefamilier, fordi i hvert fald de små, skal hjem og sove, lige når løjerne rigtig starter.
Derfor lancerer kulturnatten nu et nyt initiativ målrettet børnene: Den Lille Kulturnat. Og Sydhavnens børnekulturaktører deltager med et helaftensprogram, først og fremmest på børnenes præmisser, men med hensyn til forældrenes velbefindende!

Det er Børnekulturstedet Karens Minde, Idrætsprojeket, Teglværket, Stands&Dans, Jan Lippert, AFUK – foreningen Ørkenfortet og Sydhavn Sogn – Frederiksholm Kirke, der skaber arrangementet, som vil hylde lysets komme, dansen, festen og vandet!

”Vi har valgt at holde det lokalt, da vi alle sammen har prøvet at bevæge os rundt i det indre København på kulturnatten i oktober – og vi kunne godt tænke os at gøre det her anderledes. Derudover er det bare så dejligt, når man som børnefamilie kan finde gode tilbud i sit lokalområde, så man ikke nødvendigvis behøver krydse byen fredag aften ved puttetid”, siger Ditte Marie Størner fra Børnekulturstedet Karens Minde.
Den Lille Kulturnat finder sted i Teglværket og kommer til at ose af feststemning med rulleskøjtedisko, grafittiworkshop, cirkus og gøgl, bådbyggerværksted, danseperformance, stearinlyskunst, free style rap og godnathistorie og børnegudstjeneste på vandet med lys og popcorn. Teglværkets bar og food trucks vil være åbne med mulighed for at købe mad og drikke hele eftermiddagen/aftenen.
”Vi håber at kunne trække en masse børnefamilier fra både det gamle og det nye Sydhavn ned i Teglværket på denne aften. Teglværket har nogle helt unikke rammer, som gør det muligt at afholde f.eks. rulleskøjtedisko – det glæder vi os helt vildt til!”, fortsætter Ditte.
Den Lille Kulturnat finder sted d. 15. marts kl. 16-21 på Teglværket, Teglværksgade 27. Det kræver kulturpas at deltage. Det kan bl.a. købes her: https://www.kulturnatten.dk/da/Kulturnatten/Information/Koeb-Kulturpas.

Arrangementet er støttet af Kgs. Enghave Lokaludvalg.

SKRIV TIL OS:
redaktionen@havnefar.dk